planet

Kærlighed er det stærkeste våben...

De sidste par dage har været hårde på den måde, hvor man bare har lyst til at trække dynen op og sove til det bliver forår. Nogle af de dage hvor man tænker, at de ligeså godt kunne have været taget ud af kalenderen. Men sådan er det ikke i dag og måske er det netop som følge af det, som har været. Imorges tænkte jeg "fuck alle planerne", jeg ser sgu den film færdig jeg startede på for dage siden. Sådan én af de dér helt ligegyldige amerikanske komedier, men bare fordi jeg nu er ledig og kan.
Nu er filmen slut og jeg sidder og tænker "hvor var det bare rigtigt at se den film i dag.... lige præcis i dag". For ovenpå nogle dages nedtur og meningsløshed, så ramte den mig lige dér - lige midt i hjertet.
Jeg vil ikke gengive indholdet, som dybest set sikkert også er ligegyldig. Men i løbet af de to timer den varede skete der noget indeni mig. Udover at blive fyldt med taknemmelighed, så strømmede en følelse af kærlighed og frihed ind over mig. Verden (og livet) er så kompleks, at vi fiser rundt som høns uden hoved... altså medmindre vi stagnere i al uoverskueligheden. Og til hvilken nytte?

Livet handler om kærlighed i alle dets former. Vi kan bruge kærlighed til at hele alt, hvad der rører sig indeni os selv, men også til at gøre en forskel for andre. Så næste gang du dunker dig selv oveni hovedet eller bliver vred på andre, så forsøg at sende tankerne gennem et filter af boblende hjerter. Kærlighed er det stærkeste våben på jorden. Kærlighed sætter os fri, når vi vælger, at putte noget af dét som giver mening ind i livet, uanset hvor håbløst det ellers ser ud.

I virkeligheden er vi hver især så ubetydelig i forhold til universet. Alt hvad vi præsterer og gør er uendelig ligegyldig og meningsløst. Det som betyder noget er, hvilket aftryk vi sætter i vores nære relationen og andre mennesker vi møder på vores vej.